7.6.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 203/39 |
Artikel 104
Ingen person eller virksomhed, som efter den 1. januar 1958, eller efter tiltrædelsesdatoen for tiltrædende staters vedkommende, afslutter eller fornyer aftaler eller overenskomster med et tredjeland, en international organisation eller en statsborger fra et tredjeland, kan påberåbe sig sådanne aftaler eller overenskomster for derved at unddrage sig de forpligtelser, der påhviler de pågældende efter denne traktat.
Enhver medlemsstat træffer alle de forholdsregler, som den anser for nødvendige, til på Kommissionens begæring at meddele denne alle oplysninger vedrørende aftaler eller overenskomster, som er afsluttet efter de i foregående afsnit nævnte datoer og inden for denne traktats anvendelsesområde af enhver person eller virksomhed med et tredjeland, en international organisation eller en statsborger fra et tredjeland. Kommissionen kan kun forlange disse oplysninger med det formål at forvisse sig om, at disse aftaler eller overenskomster ikke indeholder punkter, som udgør en hindring for anvendelsen af denne traktat.
På Kommissionens begæring udtaler Den Europæiske Unions Domstol sig om disse aftalers eller overenskomsters forenelighed med denne traktats bestemmelser.